Indledning:
J. V. Gudmand-Højer var gæst hos Pastor Bering. Kom sammen med en ven daglig på ”Skovgaarden”
Hvor Ane Dorthea fortalte, den hvide piges levnedesløb. Ane Dorthea passede, den hvide pige i hjemmet paa Vesterskov, den gaard der udflytningen 1805-1806 fik navnet ”Bondegaarden” nu Vesterskov (Mart. nr. 35)
Rasmus Hendriksen Kehling blev født Aar 1697 og ejede Kehlinggaarden i Bogø By, den laa før Udskiftning af Gaardene omtrent overfor Bergs Mindestøtte (Står anetsted i dag) dog lidt nordligere. Rasmus Kehling var gift med Johanne, hendes Fødselsaar og Fødenavn fortaber sig i det uvisse, da Bogøs Kirkebøger gik tabt ved Præstegaardsbranden i 1760.
Rasmus Kehling og Johanne havde to Døtre – Ane Rasmusdatter født 1734 og Dorthe Rasmusdatter født 1736. Rasmus døde 1782, men en Tid efter Johannes Død i 1760 afstod han Gaarden til sin yngste Datter Dorthe, der i 1770 blev gift med Ole Andersen. Datteren Ane levede i et stadigt Uvenskab med Faderen, der havde sat sig imod et Giftemål med en ung Mand, der havde tjent paa Kehlinggaarden – Det var medens hun boede på Kehlinggaarden hun klædte sig i en hvid Dragt, hun selv havde spundet af afreven Faareuld og fik derfor Tilnavnet: ”Den hvide Pige” . Hun døde som sindssyg d. 17 januar 1829 hos sin Søsterdatter paa Bondegaarden.
Kilde: Kargaard Svan.
Da personer og navne er de oprigtige, beder jeg at i vil bevare respekten om disse mennesker.
Dorthe Rasmusdatter er min Tip, tip, tip, tip oldemor.
Med venlig hilsen
Hans Erik Albrekt
Portalen informerer:
I henhold til aftale med Hans Erik Albrekt, der har digitaliseret bogen, bringer Portalen 2 kapitler hver mandag til hele historien er fortalt - der er 20 kapitler i alt.
Læs kapitel 7 & 8 her
_____________________________________
Kapitel IX:
Det var en sælsom Stilling, Ane var kommet i ved at gaa ind paa Niels Klovs underlige Forslag; men den unge Mands muntre Sind vidste at gjøre Stillingen fornøjelig. Da Meningen jo ikke var at lægge Skjul paa det finderede Forhold, men tvært imod at stille det saa aabent frem som mulig, var Rygtet kun et Par Dage om at bære Budskabet rundt til alle Øens treti Gaarde, der den Gang laa samlede i Gammelby, og de henved syvti Huse, af hvilke de fleste vare de 1697 opførte Baadmandshuse i Nyby; saa havde de omtrent tre Hundrede voxne Mennesker paa den lille, afsondrede Ø da denne Nyhed at omhandle i den Tid. Det gik lystigt med Hentydninger og halve Lykønskninger, hvor Niels og Ane lod sig se. Niels svarede med en lystig Skjæmt, der ligesom slog Sagen fast og samtidig fremkaldte et Latterkor, Ane havde gjærne til svar et roligt smil, der endnu mere end Niels Klovs Ord fæstede Sagen for dem, som mente at kjende hendes ret. Nu kom Hentydningerne og Lykønskningerne til gamle Ole Klov og til Rasmus Kjeling, men de optog dem helt forskjelligt; Ole var vel fornøjet med Udsigterne og bestemte at virke for den Sag ved Lejlighed uden at afvente Sønnens Opfordring hertil, men Rasmus blev rasende over denne Krydsen af hans fastsatte Plan. Anders Galle og hans Kone vare glade som Ole ved Nyheden, der hævede deres Frygt for Datteren, og hun selv, Karen? Ja, hun jublede foreløbig i Hjærtet og sammen med Niels over, at Planen var lykkedes saa godt, og var taknemmelig mod Ane som det villige Skjærmbræt. Anes Søster Dorthe forundrede sig mest; denne varme, gjensidige Kjærlighed, der syntes med Stormskridt at ile mod Maalet, kom hende lidt pludselig, og hun undrede sig over, at den lystige Niels ikke heller valgte hende selv, der var munter som han, men derimod den stille, alvorlige Søster, som jo var ham aldeles modsat. Det rette Forhold anede ingen udenfor de tre indviede.
Den første Søndag – 7de Maj – fulgtes Ane og Karen Galles ad til Østerskoven; undervejs sluttede Niels sig til dem ved Skovens Kant, og de to virkelige elskende holdt sig inde i Skovens Tykning, medens Ane søgte sin Ynglingsplads i Syd.
Det sidste Stykke hen mod Ynglingsstedet gik hun langs med Stranden. Ganske sagte kom Voverne glidende hen til Bredden, skyllede saa op over den, hen over de fine, vatrede Revler i Sandet, hen over de rullende, runde Smaasten og de faste flade; Stenene raslede, og Voverne hviskede; det var, som førte de et hemmeligt Budskab med og sagte meldte det til Stenene, for at disse kunde bevare det, medens de selv glede bort; som bragte de med sig en øm Kjærlighedshilsen og alene kom for at sætte den i Land, saa vende om for at hente en ny, en nyere, vende tilbage mod Syd-Syd-Øst, for der kom de alle fra, og der var jo endnu Povl, mente Ane. Det var en Uendelighed af Kjærlighedshvisken hele Bredden rundt, og det var ikke til at blive kjed af at høre paa eller kjed af at se de vævre Smaabølgers Iver med at bære Budskab hid. Kom imellem en lidt større Bølge blandt de smaa, og den gled op over smaa, flade Sten i Sandet og saa atter tilbage, saa det ud, som bar den selv de flade Smaasten hid, lagde dem af paa Bredden og kun var kommen i dette Ærende. Navnlig var dette skuffende at se, naar den lille flade Sten var hvid; den forsvandt aldeles, naar Vandet højnede sig over den, forsvandt i det blaagrønne Skjær; men naar saa Bølgen dalede, tyndedes, gled bort, traadte det hvide voxende frem lidt efter lidt, til det laa der tilbage blankt, straalende, skinnende klart og lokkende. Ja, det var et Brev, som Bølgen selv havde baaret hid, taget op af Lommen i Anes Paasyn og lagt af til hende; hun maatte uvilkårlig springe frem og gribe det, inden en større Bølge kom og rev det bort.
,,Du vil finde mange Sten, men flere Tanker, sagde du”, hviskede hun, idet hun saa paa en ny, hun havde taget op. ,,O, Povl! Du kan ikke sende mig saa mange Tanker, at ikke hver af dine vil møde to af mine paa Vejen”.
Hun standsede og saa sig om, idet hun vilde dreje af fra Stranden og op mod Træstammen. Her var dejligt. Den vante Udsigt syntes hende ny. Søen havde aldrig straalet saa smukt i Solens Glans, og saa var den helt levende i sin Ro; over under Møn gled et Par Svaner paa den, og fra Syd-Øst tonede det hen over den: Havlitten glad Havlitten glad!” fra store Flokke af Ænder. Inde fra Skoven svarede en livlig Fuglesang, der synes at tone igjen fra Skyen, hvor Lærken forsvandt. Skovbunden stod dækket af Kodriver og Skovstjærner, Anemoner i alle Farver og duftende Skovmærker, og Engen udenom bar ingen ringere Blomsterpragt til Skue. Sommerfuglene sværmede snart til Skovs og snart til Engs, som vidste de ikke, hvilken Blomsterverden de skulde give Fortrinet, og ønskede at kysse alle, medens de selv lignede flagrende Blomsterblade, Luftens levende Blomster,
I glad Stemning nærmede Ane sig da Træstammen og sad atter paa den, men sad ene. Længsel fyldte efterhaanden mere og mere Sjælen og tog Herredømmet i den.
,,Ak, Povl!” hviskede hun. ,,Hvor færdes du nu der over? Under hvilket Tag, i hvilken grønne Skov eller paa hvad Pynt skal min Tanke søge dig? Mærker du den svæve om dig, som jeg her føler, at jeg lever og aander i din? O, Povl! Forrige Søndag sad du her hos mig, hvilede jeg i dit Skjød. Kun fem Dage ere gaaede, siden jeg saa dig, og hvilken Evighed synes det mig ikke at have været. Fem Dage kun, og fem Aar staa i Vente; fem lange Aar! Hvor vil det blive muligt at komme igjennem dem!”
Som det gik hende saa ofte, saa gik det hende ogsaa nu: Tankerne og Følelserne toge fast Form og banede sig Vej i Toner lød hendes Sang, dæmpet som Vovernes Nynnen ved Skovens Fod
,,Naar Solens Straaler frem fra Østen stige,
naar Solens Straaler lodret falder paa,
naar Solens Straaler dybt i Vesten vige,
og Natten dækker Jorden tung og graa,
ja hver en Tid jeg ønsker dig mig nær
og savner dig, min hulde Hjærtenskjær!
Saa mange som de Stjærner, der os fryde,
saa mange som de Sommerfugle smaa,
saa mange som de Draaber Dug, der pryde
hver Morgen Skovens Løv og Markens Straa,
saa mange Hilsner i det fjærne hen
jeg daglig sender dig, min Hjærtensven!
Hvor underskjønt end Himlens Fugle synger,
hvor underskjønt end Vaarens Blomster staar,
hvor underskjønt end hvide Svaner gynger
i Solens Skin paa Flade blaa:
det Mindste om den bitre Afskedsstund
bortjager ej af Hjærtes dybe Grund
Saa ofte jeg saa Nattens Stjærner blegne,
saa ofte jeg saa Solen rød nedgaa,
saa ofte jeg har tænkt: Ak, den maa segne,
som her i Længsel ene vandre maa.
Dog – bær end Havet mangen Byrder svær:
Sand Kjærlighed vel tungere dem bær.
Ja! Bær end Havet mangen Byrder svær:
Sand Kjærlighed dem tungere dog bær”.
Over to Timer fik hun uforstyrret Lov til at dvæle i sin Ensomhed ved Stranden og paa Træstammen, saa kom Niels hastigt ilende og tog lidt forpustet Plads ved hendes Side, hvor ellers Povl havde haft Sæde.
,,Det var en Forskrækkelse”, hviskede han, ,,Men blev kun til mere Løjer. Karen og jeg sad glade paa en Stub inderst i Krattet; da høre vi nogen nærme sig. Jeg titter ud; det var Karens Fader. Vi bleve jo stille som Mus, og jeg kunde høre Karens Hjærte banke saa stærkt, at jeg næsten blev bange for, det skulde virke som Gadehornet og kalde ham ind til vort Stævne; men han gik forbi og ned mod Stranden, dog spejdede han aabenbart rundt for at opdage os. Næppe var han kommen forbi, og vi troede den hellige Grav vel forvaret, før det raslede paa ny fra samme Side, og hvem ser jeg komme? Karens Moder! Grethe Galles var ogsaa gaaet til Skovs paa Opdagelse, da hun havde savnet Karen hjemme. Nu forstod vi, at der ingen Tid var at give bort. Heldigvis fulgte hun Mandens Spor til Stranden, og aldrig saa saare var Luften ren, før vi skiltes; Karen smuttede hjem, og jeg sprang hid som en Hare for Hundene. Nu faar du finde dig i, at jeg er her”.
Ane fandt sig ogsaa deri, stødte det hende end at se anden indtage Povls vante Plads; men var saa glad i Sindet nu, og Øjnene straalede.
,,Der ere de”, udbrød Niels noget efter. ,,Spil nu den glade elskede, saa de ikke kunde tage fejl”. Og han lagde Armen let om hendes Liv og bøjede sig skjælmsk hviskende hen mod hende, som var han blind og døv for alt andet i Verden. Det gøs lidt i Ane, og hun følte strax Lyst til at kaste hans Arm tilbage; men hun overvandt dog sin Modvilje saa meget, at hun lod den blive der.
Ganske rigtig kom Anders Galle og hans Kone Grethe frem nede fra Stranden, hvor de havde fundet hinanden, men ikke Datteren. Nu saa de med Forskrækkelse Niels sidde her i en øm Stilling med en ung Pige, som han halvt skjulte for dem; var det Ane Kjeling eller deres egen Karen? Det maatte undersøges, og de nærmede sig. I det samme hviskede Niels en ny Skjælm i Anes Øre, saa den alvorlige Pige ikke kunde bare sig, men brast i Latter trods sin Uvilje mod dette Kjærlighedsspil. Der stod Ægteparret for dem. Ane blev ganske naturlig nogen undselig og rød, og Niels spillede ypperligt den overraskede og trak forskrækket sin Arm til sig; men han fattede sig snart, hilste paa Karens Forældre og fik hastig en lystig Snak i Gang med dem trods Familiefjendskabet. Da de endelig forlod det unge Par, smilede de helt hulsalige til det og blev paa Hjemvejen enige om, at Niels egentlig var en vakker Knøs, maaske Øens vakreste; Skade kun, at han havde de Forældre, han havde, deres Uvenner.
Straks efter rejste ogsaa Niels og Ane sig og fulgtes ad til Gammelby.
Nu kom Torsdagen, den ottende Dag efter Jens Højs Besøg, og den gik med; men den, der ikke lod sig se, var Jens Høj. Rasmus Kjeling rasede værre end nogen Sinde, og endnu galere blev det, da Ole Klov næste Dags Aften vilde indlede Sønnens Frieri hos Anes Fader, uden at Niels anede det. Der var et Par Bymænd foruden til Stede, deriblandt Anders Galle, men dette hindrede ikke, at Rasmus højrystet og haanlig afviste Oles dæmpet fremførte og forsigtige Indledning; det var ret, som var han glad ved at finde Lejlighed til at vælte sig ind paa nogen, helst paa alle. Det lykkedes ham virkelig ogsaa at støde dem alle for Hovedet, selv Anders Galle. Denne havde i første Øjeblik godtet sig ved den Haan, der mødte Ole, ja havde følt sig kaldet til at skyde efter paa Vognen med en lille, spids Bemærkning; men Rasmus havde i sit Sindsoprør misforstaaet denne og troede den rettet mod sig selv, og nu væltede han sig heftigere ind over Anders end over nogen af de andre. Det ene Ord tog det andet, og da Mændene skiltes, havde Rasmus ingen Venner mellem dem, men to visse Uvenner: Anders Galle og Ole Klov. Anders fortalte under Ordvexlen, hvad han og Konen havde set i Skoven, og opkastede Tvivl om, at Rasmus mægtede nogen Sinde at bøje Anes Vilje efter sin og mod hendes egen, ja endte med at erklære, at om Niels end ikke var for god til Mand for Ane, saa var han dog for god til Svigersøn for Rasmus.
,,Saa skulde du tage ham til Svigersøn for dig selv”, skreg Rasmus.
,,Det var jeg saa sandt heller ikke ræd for, var der kun ikke andet i Vejen for det”, busede Anders ud; ,,for Øens raskeste Karl er han, og jeg kunde fristes til at gjøre det, du siger, og glemme alt andet, bare for at han skulde gaa din Næse forbi”.
Saa skiltes de, Anders og Ole endelig en Gang fælles om samme Følelse: Harmen mod Rasmus, og Rasmus mere opbagt end nogen Tid ved det, der var opkastet Tvivl om, at han mægtede at bøje enhver i sit Hus efter sin Vilje; han kom hjem, rede til at flyve i Flint, og opsøgte strax Ane; hun var i Stuen sammen med Moderen og Søsteren og spandt.
,,Saa du føjter om i Skoven paa Træk med unge Karle og til Sladder for alle Mennesker”, brølede han op og stillede sig ved hendes Rok.
,,Hvad mener du?” spurgte Ane og blegnede; hun troede, Talen gjaldt Povl.
,,Jeg mener, hvad jeg siger”, fortsatte Faderen. ,,Hvad havde du at bestille i Skoven i Søndags med Klovs Niels?”
Ane drog Vejret dybt. ,,Klovs Niels”, det lettede, var hun end rede til, om det skulde være, ogsaa at slaa et Slag for sin elskede Povl.
,,Jeg gaar, hvor jeg vil, og med hvem jeg lyster”, svarede hun rolig, men fast og sprang videre.
,,Saa det gjør du!” sagde Rasmus med et underligt, haardt Eftertryk paa hvert Ord. ,,Nej, du gjør ikke, Tøs! For du gaar kun hvor og med hvem, jeg vil, og jeg skal nok vide at passe paa mine Tøse, hvor gammel jeg end er”.
,,Mig skal du ikke indlade dig paa at passe”, svarede Ane i den samme faste, rolige Tone uden at standse Arbejdet. ,,Jeg har nu i fire og tyve Aar vist at passe paa mig selv og er nu for gammel til at taale Barnepige”.
,,Vil du holde din skidne Kjæft, naar du taler til mig”, rasede han og sparkede til Rokken, saa den for hen ad Gulvet og sendte sine Stumper omkring i alle Kroge.
,,Vil du snarest muligt faa mig en hel Rok igjen”, svarede Ane og rejste sig lige for Faderen, saa høj og rank som denne selv.
Han studsede.
,,Men er du da skrupgal?” fik han endelig frem.
,,Barn! Barn! Vær dog stille!” bad Moderen forfærdet og foldede Hænderne.
Dorte slog ogsaa Hænderne sammen i Skjødet og saa bleg og forfærdet paa Søsteren.
,,Endnu er jeg ikke blevet gal, og du staar vist nærmere ved at blive det end jeg”, sagde Ane lige uforfærdet.
,,Ja, blev du her længere i Huset, mægtede du vel at gjøre mig det”, fortsatte Faderen; ,,men du skal herud af Gaarde inden en Maaned, ja strax. Naar nu Jens Høj kommer her igjen, følger du med til Præsten, og Trolovelsen indskrives; saa drager du med ham øjeblikkelig, og jeg vil aldrig oftere se dig inden for min Dør”.
,,Naar Jens Høj kommer, følger jeg ikke med til Præsten, og han faar drage ene hjem, som han kommer”, svarede Ane bestemt og satte Hænderne fast i Siderne; ,,og naar den kommer efter mig, som jeg vil have, følger jeg ham, enten du vil det eller ej”.
,,Du skal ikke staa med Hænderne i Siden for mig som en Hankekrukke”, brølede Rasmus, greb hende om Haandledene og rev Armene ned med et voldsomt Ryk; det sved helt op i Skuldrene. ,,Dertil er du for grøn en Unge!”
,,Og du er for gammel og graa til at lære mig, hvorledes jeg skal staa”, sagde Ane og satte Hænderne op som før.
Rasmus Kjeling blev helt blaasort af Harme.
,,Barn! Barn! Husk dog, at det er din Fader”, bad Moderen grædende og rystede.
,,Det har han aldrig ladet mig mærke”, svarede Ane.
,,Der skal du komme til at mærke det!” udbrød Faderen, hævede Haanden og førte den med voldsom Kraft mod hendes Hoved. Ane lod sig i det samme falde tilbage paa Bænken, og Haanden fo`r med den fulde Kraft mod Bilæggerovnens Side; som lammet sank den ned. Han havde nær udstødt et Brøl af Smerte, saa sig om i Stuen som efter et Redskab til at tugte Datteren med, sendte hende et rasende Blik og rendte ud af Døren, sandsynligvis for at hente Strafferedskabet.
,,Men det er dog forfærdeligt!” sukkede Moderen. ,,Skynd dig dog ud , Barn! Og løb over til Skolelæreren, inden han kommer ind igjen. Han slaar dig jo ihjel”.
,,I skal ikke være bange for mig”, svarede Ane, skjønt hun selv var aldeles bleg af Rædsel; ,,men søg i heller ud af Stuen, inden han kommer, at det ikke skal gaa ud over eder”,
,,Nej, jeg bliver”, stammede Moderen usikker.
,,Der tør jeg ikke blive”, tilstod Dorthe, skød Rokken til Side og sprang op. ,,Kom med, Moder; der er han!” Hun tog Moderen ved Haanden og drog hende med sig ud i Køkkenet.
Johanne Kjeling fulgte halv villig, halv modstræbende Datteren; Ane sad ene tilbage.
Rasmus Kjeling var meget rigtigt ilet over til Stalden for at hente sin Ridepisk, som hang der; den skulde hun danse efter, til hun krøb for hans Fødder, og den var slidt op til sidste Stump. Men da han vilde løfte Haanden for at tage Pisken ned, mærkede han ret, hvor den smertede af det voldsomme Slag. For at dæmpe Pinen stak han den ned i en Spand Vand, der stod; men det hjalp kun lidet, og snart var den saa ophovet, at han ikke kunde fatte om nogen Ting med den. I ustyrlig Raseri fo`r han atter tomhændet ind i Stuen og tordnede mod Ane paa ny. Hun tog tavs og rolig mod det hele; kun da han gjorde Mine til at gribe hende i Brystet med Kejten og hævede Foden til et Spark, rejste hun sig atter rank og bestemt for ham.
,,Ved du, hvor Brønden er?” sagde hun med fast Stemme. ,,For saa vist, som du her ser mig for dig, saa vist skal du komme til at trække mit Lig op af den, samme Dag du vover at røre mig med en Finger”.
Rasmus Kjeling holdt Haanden tilbage, skar Tænderne lydeligt mod hinanden og tordnede videre.
,,Saa du tænker at skræmme mig!” udbrød han fnysende og dog betænkelig.
,,Jeg tænker at lade dig vide, hvad jeg, saa sandt jeg lever, vil gjøre, hvis du nogen Sinde, i Dag eller om Aar, lægger Haand paa mig, og du kjender mig dog vist tilstrækkeligt til at vide, at jeg ikke viger fra mit en Gang sagte Ord”, svarede hun fast og satte sig igjen med korslagte Arme.
,,Kunde du ikke vælge Gadekjæret?” spurgte Faderen med et fremtvunget, spottende Træk om Munden; ,,for saa kunde det endda være godt; saa slap man dig paa nemmeste Maade. Men Brønden, føj! Den maa du dog ikke ødelægge os”.
Mente han, hvad han sagde? Vistnok ikke, for han var jo Menneske og her tilmed Fader. Men hidsige, vrede Folk fare helst de haardeste Ord ud af Munden, uden at Tanken just derfor huses i Hjærtet.
,,Jeg vælger Brønden”, svarede Ane saa rolig, som var Talen kun om to forskjellige Maader at lukke en Hæl paa.
Rasmus Kjeling optog paa ny sin rasende Gang frem og tilbage over Gulvet, skjældte, saa det rungede, sparkede til Rokkens Stumper, naar de kom ham i Vejen, - men hende rørte han ikke. Uden for Døren til Køkkenet stod Moderen grædende og lyttede til; hun følte Drift til at gaa ind og stille sig mellem sit Barn og den rasende Fader, følte det næsten som en Pligt, men hun turde ikke; og hvor skulde hun ogsaa kunne eller turde det. Hun kjendte alt for nøje Svøben og den haarde Haand, og dog: havde hun hørt Lyden af slag eller Skrig fra Datteren, saa havde nok Moderfølelsen taget Overmagten, og hun var faret ind for at værne sit Barn eller lide med det, lig den frygtsomme Mus, som dog rasende og bidende farer mod den Haand, der vil forstyrre dens Ungers Rede og rane deres Liv. Dorthe stod i hendes Nærhed, mellem hende og Vinduet ud til Gaarden. Af og til overvældede Smerten i Haanden aldeles Rasmus Kjeling, og han ilede ud af Stuen, ud i Gaarden. Da saa Dorthe ham fare over i Stalden og fattede ikke rigtig, hvad disse gjentagne Besøg der skulde gjøre godt for; men Rasmus var glad ved, at han her uset af alle kunde i Vandspanden svale den brændende Haand; samtidig kunde han ikke hindre ængstelige Tanker over Datterens Ord fra at trænge ind i Sindet. ,,Hun drukne sig! Hun gjør Fanden ikke! Ja, Pokker tro hende; kun kan være gal nok til det, naar hun en Gang har sagt det, og saa vælger hun Skam Brønden. Aa nej, hun gjør det ikke; for hun er for gudfrygtig, skal jeg sige os”. Saaledes løb Tankerne rundt, medens Haanden løb rundt i Vandet. Imedens nyttede Moderen Lejligheden til at linne Døren og hviske kjærlige og opmuntrende, advarende og trøstende Ord ind til Ane og bede hende smutte ud og bort; men Ane vilde blive, og snart lød Dorthes: ,,Der er han”, saa Døren maatte lukkes. Nu gjaldede atter Faderens Røst om Anes Øren, men hun vedblev at sidde lige tavs, rolig og ligegyldig og lod Talestrømmen uhørt glide sig forbi, som var det en hende uvedkommende Regnskyld, hun hørte plaske mod Taget, der skjærmede hende. Ved Sovetid gik hun som sædvanlig til Sengs, ganske som om Faderen slet ikke var i Stuen.
_____________________________________
Kapitel X:
Begivenhederne udviklede sig nu temmelig hurtigt paa den lille Ø. I Rasmus Kjelings Gaard gik Lørdagen, som den kunde, og ikke som den skulde; saa kom Pinsedagene lige efter, og med dem var det ikke bedre; de bragte Jens Høj og hans Forlover, Morten Knudsen. Trolovelse hos Præsten blev der ikke noget af, da Ane hverken med det gode eller det onde lod sig bøje, og nu blev Jens Høj vred og ivrigere end nogen Sinde for Sagens Gjennemførelse, dog uden at lade nogen mærke det. Det var jo nu saa, at han ved at tale til Morten Knudsen om at være Forlover og føre ham med var gaaet for vidt, til at han uden Skaar i sin Ære og Stolthed i Hjemstavnen kunde lade sig vise tilbage; nu skulde Ane med Vold og Magt blive hans, om han saa skulde sætte de højeste Kort ind paa det; saa skulde han nok siden vide at tumle hende og ogsaa være god mod hende og vinde hendes Hjærte, naar hun først faldt tilføje for hans Vilje, men hans skulde hun nu være og det lidt snart, enten det saa blev ved Godhed og Overtalelser, ved Magt eller List; nu gjalt alle Kneb her som i en daarlig Hestehandel. Begge Pinsedagene bleve han og Morten Knudsen her; og Jens brugte Tiden til paa bedste Maade at studere Forholdene. Fra alle Sider paastodes, at det var Niels Klov, der stod ham i Vejen, saa han til sidst var nær ved selv at tro det. Han mærkede ogsaa, at han fuldstændig havde tabt Moderens Medvirkning hos Datteren, og at hun kun var stemt for Niels Klov. Med uforrettet Sag drog han bort; men otte Dage efter kom han igjen alene og overraskedes da ved en hel Omvæltning af Forholdene.
Karen Galle havde i Førstningen været meget vel tilfreds med det fingerede Forhold mellem hendes egen Niels og Ane; men det varede ikke ret mange Dage, før hendes Skindsyge tilbøjelige Sind blev lige saa utilfreds dermed. Skinsygen er en slem Orm; intet i Naturen voxer og formeres hastigere, og ingen Slange har giftigere og dybere Bid end den. Saa snart Karen havde ladet det fast umærkelige Æg finde Plads i Hjærtet, snoede Øglen sig fuldbaaren frem og sugede Sundhedens og Glædens Roser bort fra hendes Kinder. Forældrene mærkede, der var noget i Vejen, Niels ligesaa; men endnu vidste ingen, hvad det var, og Ane mærkede intet.
Hos Anders Galle og Ole Klov viste det sig samtidig, at ny fælles Harme hos samme Sjæle kan knuse gammel Strid, og det samme viste sig endnu tydeligere hos deres Hustruer, Grethe og Maren. Begge Ægteparrene vare, navnlig ved deres egen Opildning, blevne saa harmfulde mod Rasmus Kjeling, at hver Tort, de kunde volde ham, var dem en Vinding. Ole og Maren vilde paa ingen Maade overlade ham deres Niels, og Grethe Galle var den, som mindst af alle undte ham den til Svigersøn, hun nu fandt at være Øens vakreste Ungkarl; hendes Sind vendte sig i den Grad, at hun selv foreslog Manden, de skulde gjøre hans i Heftighed frembusende Ord til Sandhed og give Karen til Niels, om de unge vilde, bare for, at han kunde gaa Rasmus Kjelings Næse forbi. Sagen var da hastig lykkelig ordnet, og den Søndag efter Pinse, da Jens Høj kom igjen, stod Forlovelsesgildet mellem Niels og Karen, og Roserne kom igjen paa hendes Kinder.
Jens Høj hørte Nyheden ved Middagstide, da de unge kom tilbage fra Indskrivningen i Præstegaarden og passede forbi Skolen overfor Rasmus Kjelings Gaard, og nu var han fuldstændig klar af Stillingen. Han indsaa, at hans første Opfattelse af Forholdene havde været den rigtige: det var Povl og ingen anden, som stod ham i Vejen hos Ane, og nu skulde denne Povl blæses bort. Idet han traadte ind ad Porten med sin Vært, sagde han til denne: ,,Lad nu os tale ene med Ane efter Bordet, saa giver hun sig nok”. - ,,Hun skal, den – ” bandede Rasmus, ,,nok kommer til det”. Strax sad de med Husets øvrige Folk og langede til Fadet.
Efter Bordet viste Husfaderen paa en utvetydig Maade alle ud af Stuen, undtagen Ane, som han bød at blive. Hun tog Strikketøj og satte sig ved Siden af Ovnen. Jens og hans Vært bleve siddende ved Bordet.
,,Just nyssens kom Niels Klov og Karen Galle fra Trolovelse hos Præsten”, begyndte Jens Høj henvendt til Ane.
Hun sad tavs og stille med Øjnene hæftede paa Strikketøjet, som var der intet andet i Verden, der vedkom hende, Ordene allermindst.
,,Skulde vi to nu ikke følge Exemplet og ligeledes gaa der op i Dag, Ane?” fortsatte Jens.
Hun sad lige rolig og tavs. Havde hun hørt det? Nej, hun var nok usævanlig tunghør i Dag, i det mindste paa Øre.
,,Faa det forbandede Strikketøj af Vejen og svar, naar man taler til dig”, skjældte Faderen.
Ane hævede Øjnene; det var det hele. Strikkepindene bleve ved at klirre mod hinanden.
,,Hold op med det Strikkeri”, fortsatte Faderen.
,,Ja, naar jeg er færdig”, lød det endelig fra Ane.
,,Jeg vil hverken høre eller se det længere”, brølede Rasmus op og var hel rød i Kammen af Vrede; ,,det er mig en Pestilens!”
,,Det var da kjedeligt”, kom det lige roligt fra Ane, ,,for det er netop min Fornøjelse, saa jeg lyster aldrig at bestille andet eller være det foruden, i det mindste ikke saa længe jeg skal sidde her”.
,,Der skal du herefter aldrig faa et Haar Uld af mig!” snærrede den gamle.
,,Saa faar jeg skaffe mig det selv”, svarede hun og vendte igjen Øjnene mod Strikkepindene.
Faderen sendte hende et lynende Blik, men nu tog Jens atter Ordet.
,,Nu vel”, sagde han; ,,vi kunne nok tale om Tingen, fordi hun lyster at strikke. Skal altsaa vi to følges ad i Dag til Præsten, Ane? Svar mig nu; jeg er jo dog vel et Svar værd”.
,,Jeg har intet at bestille hos Præsten sammen med dig”, lød det fordrede Svar roligt.
,,Der kan det nu ikke nytte at vente paa, at Niels Klov skal følge did med dig; han er forsynet”, bemærkede Jens og drak lidt af Ølkruset.
Ane smilede; Jens mærkede det og saa, hvad der laa i Smilet.
,,Men ham har du heller aldrig tænkt paa”, vedblev han og satte Kruset fra sig. ,,Du har kun søgt at have os til bedste med ham og lede os paa Vildspor for at dække din virkelige Tanke, hvordan Pokker saa han har kunnet bekvemme sig til sligt Komediespil. Men nu ere I jo opdagede, og det er klart, at den, du venter paa og gjærne strax løb til Præsten med, er Povl, jer forrige Karl, og ingen anden”.
,,Povl!” fo`r Rasmus Kjeling op, som var en Bombe sprunget under ham; ,,Povl, som du, lige før han rejste, fortalte mig om, at hans Fader var i Slaveriet for Mordbrand? Er du gal, Jens, eller tror du Pigen er saa skruptosset?”
,,Ham og ingen anden”, svarede Jens; spørg hende selv”.
Ane var blegnet ved at høre Jens nævne Povls Navn, havde knebet Munden tæt sammen og saa op. Saa var hun ved Faderens heftige Ord bleven fuldstændig rolig og klar af Sagen. Ja, nu burde den briste; nu var Øjeblikket der, og hun var rede.
,,Det er, som du siger”, sagde hun med fast Stemme og roligt Aasyn uden at afvente det Spørgsmaal, Faderen havde paa Læberne til hende. ,,Povl og jeg have været Kjærstefolk siden Fastelavn og ville vedblive at være det i al Evighed”.
,,Mer skal I heller aldrig naa at blive”, forsikrede Rasmus; ,,aldrig i Evighed blive Ægtefolk”.
,,Det raader ikke du, men Herren for”, svarede Ane.
,,Jo, det skal jeg vise jer, at jeg raader for”, tordnede han videre. ,,Aldrig i Evigheden faar du ham, om saa jeg selv skal slaa ham ihjel”.
,,Aa, du vogter dig vel”, sagde Ane og fik endog et Smil frem. ,,Han har nok vist dig, at han er for Stærk til, at du kan baxe ham”.
,,Tror du!” snærrede Faderen med et uhyggeligt Smil. ,,Der forsikrer jeg dig, helligt og højtideligt, at han før skal dø for min egen Haand, før du skal blive hans, mens jeg lever, eller han overlever mig, saa I kunne grine ad mig efter min Død. Tror du, jeg vil have en Slavesøn i min Slægt, om han saa kunde forgyde hele min Gaard, eller en fattig Stodder, om han var af nok saa høj og ærlig Slægt; nej, nej! Og endnu mindre en, der baade er det ene og det andet, Slavesøn og Stodder”.
Ane rejste sig under Faderens Ord og lod Strikketøjet falde ned paa Bænken. Høj, knejsede rank, med et Aasyn og et Blik, saa højtideligt og alvorligt som hos en troende Oldtidens Præstinde, der træder frem for Guddommen, stod hun der for de to mænd. De følte sig ligesom slaaede af det forklarede, ophøjede i den hele Person og Stilling, af det aandsprægede, profetiske i Aasyn og Blik, de følte Trang til at vige tilbage for hende, men Væggen bag Bænken bød dem forblive paa deres Pladser.
,,Og jeg lover og sværger dig ikke mindre hellig og højtideligt”, sagde hun, og hendes Ord lød i nøje Samklang med Præget over hendes Person, ,,at jeg aldrig ægter nogen anden; at jeg trofast vil vente paa ham alle mine Dage, om jeg saa skal blive hen ved hundrede Aar; at jeg, om det skal være, vil glemme Fader og Moder, forlade Hjem og Arv og fattig følge ham strax naar han kalder. Jeg lover og sværger at hade dig levende og død, om du vover at straffe vor Kjærlighed ved at tilføje ham Skade eller Fortræd eller hævne dig paa ham ved at dræbe ham, hvad dit Sind nok kunde lede dig til. Min stadige Bøn til Herren skal da være, at han vil sende dig sin Straf i dens hele Fylde, han den Herre, som straffer Fædrenes Misgjerninger paa Børnene i tredje og fjerde Led”.
En gysen gjennemrislede Rasmus Kjeling; han følte Trang til at ryste den af sig.
,,Herren hører ikke et vanartet Barns Bøn”, sagde han lidt stammende og fortsatte med fastere Stemme: ,,Du kaldes den fromme og gudfrygtige i Huset, men det er kun daarligt bevendt med din Fromhed, naar du kan glemme det fjerde Bud. Du har en pæn Maade at ære din Fader og Moder paa! Du taler om at leve hen ved de hundrede Aar; nej, nej, min Tøs! Kun den, der Ærer Fader og Moder, lader Herren det gaa vel, og lader ham leve længe paa Jorden”.
,,Først og højest ærer jeg Herren og den Følelse, han har lagt i min Sjæl, og Fader og Moder skal jeg ære, som de ære Herrens Gave til mig; men mere kan jeg det ikke, saa være Herren mig naadig”, svarede Ane, skred over Gulvet og forsvandt gjennem Køkkendøren. Der ude stod Moderen; hun havde hørt de alvorlige Ord, der vare vexlede saa højtlydende inde i Stuen.
,,Barn! Barn!” sukkede hun”, hvor kunde du tale saa?”
,,Jeg ved ikke”, svarede Ane. Den stærke, ubøjelige Pige brast i Graad, sank som et knækket Rør i Moderens Arme og hvilede sit Hoved paa hendes Skuldre. ,,Det var ikke mig, det var min Kjærlighed, der talte; den Kjærlighed, som Herren selv har fremkaldt hos mig mod min egen Vilje. Den er stærkere end alt; for den er jeg svag. Moder, du maa aldrig modstride den!”
,,Aldrig, mit hjærtenskjære Barn! Aldrig, hvad jeg saa end skal lide derfor”, svarede Johanne Kjeling. ,,Gud Herren signe naadeligen dig og din Kjærlighed”.
,,Tak, Moder! Tak for de Ord!” sagde Ane hjærtelig, hævede atter Hovedet og greb Moderens Hænder! ,,De ere en Lægdom for mit Hjærte, mere styrkende end du aner. Aldrig skal jeg glemme dem eller din Kjærlighed, ihvor det saa gaar; aldrig glemme, at du er den, der har lært mig at elske Herren og bede til ham. Han lønne dig, som han har lovet at gjøre vel i tusinde Led mod dem, der elsker ham og holder hans Bud, og som jeg aldrig skal blive træt af at bede ham om”.
,,Saa søgte de to Kvinder Trøst og Styrke hos Herren og ved hinanden, og det gjorde de ofte siden. Her var Ane blød og ydmyg, sagtmodig og hengiven.
Inde i Stuen sad de to Mænd i en underlig Sindsstemning; de vare ude af Stand til at afryste Indtrykket af det foregaaende Optrin, og snart forlod Jens Høj Gaarden og Øen.
Natten blev urolig og søvnløs for Ane. Hun vendte sig saa til den ene Side og saa til den anden, men lige lidt fandt hun Hvile. Det var ikke det umagelige Leje, men de vidt svævende Tanker, som jog Søvnen fra Øjet, Hvilen fra Sjælen. Hen mod Morgenen var det hende umulig at holde det ud længer mellem de snævre Mure; hun haabede Lindring ved at slippe ud, stod op en Time før sædvanlig Tid, tog Malkespandene og gav sig paa Vej ad Østerskoven til; der græssede Kvæget. Naturen vaagnede for hendes Øje; hun saa det ikke. Stæren sad kvidrende paa Skolens Gavlspids, og før hun naaede Skoven, svang Lærken sig mod Sky med en glad Morgensang; hun hørte det ikke. Hendes Sjæl var blind og døv for Naturen, hvis Skjønheder og Trøst hun dog ellers havde en saa aaben Sans for; nu var den hende som død. I Skovkanten hævede hun kaldende sin Stemme, Køerne kjendte den og kom til; men uden Tanke for sin Gjerning udførte hun aldeles maskinmæssig Malkningen. Snart vare begge Spande fulde, og Køerne søgte atter ind mellem Træerne og lod hende ene. Hun dækkede Spandene med Laaget, lagde Aaget over to stærke Grene paa en Bøg og hang Spandene paa Krogene. Drømmende, som hun var kommen, søgte hun gjennem Skoven til Træstammen i Syd. Her kastede hun sig i Græsset forved Stammen, hvilede sit trætte Hoved mod den, og nu fandt hun Lindring i en Taarestrøm. Barfodet var hun denne Morgen gaaet fra Hjemmet, skjønt den Tid paa Sommeren, da hun stadig plejede at gjøre dette, endnu ikke var kommen; en Torn var i Skoven trængt ind i den højre Fod; der sad den og stak, og Blodet piplede frem; hun mærkede det ikke. Hun græd, men det var ikke over Tornen i Foden, men over en Torn, hun følte stikke i Hjærtet. Hun var ikke fuldt tilfreds med sig selv fra den foregaaende Dag; hun var bange for, at hun havde kaldet Forbandelsen over sit eget Hoved; og dog – dog følte hun, at hun næste Dag vilde bære sig ad Just paa selvsamme Maade, om Faderen æggede hende dertil.
Taarene lindede saa meget for Sjælen, at hun fik Magt til at forme sine Følelser til en Bøn, som hun sendte frem for Herrens Trone. Næsten uvilkårlig hævede hun mod dens Slutning sit Øje mod Himlen. Men Sjælen var utaalmodig; den krævede et Svar strax fra Herren. Øjet saa paa den dunkle Himmel et Lag fine Fjerskyer, der svævede uendelig højt over alle andre. Det var en smuk Række Makrelskyer. Den forreste var halvmaaneformet og vendte Yderbuen mod Øst; bag den kom de andre, smalle, lette og lange, den næste altid lidt længere end den nærmeste forud, til den længste næsten halvt udvisket svandt hen i et Slør mod Vest. Paa begge Sider var klar, blaa Himmel og der under vældige Banker af Uldskyer langs Synskredsen i Nord og Syd. I Øst laa hen over Møn en let Taage. Nu farvedes Overkanten af denne Taage svagt gyldent, og samtidig fik de høje Makrelskyer et let Strøg af Morgenrødens Purpurskjær. Solen vilde frem, men den maatte kæmpe mod Taagen; hvilken af dem skulle sejre?
,,Solen er Glæden”, sagde Ane. ,,Herre! Svar mig. Slaar du Taagen til Jorden og lader den høje Række Skyer vinde den glødende Purpurpragt og gaa over i den rene Sølvglans, saa vil du ogsaa lade mig vinde Kjærlighedens Lykke ved Povls Hjærte trods Fader og alle; saa har du nu bønhørt mig”.
Kampen fortsattes, Solens og Taagens Kamp. Den usynlige, endnu kun anede Sol sendte sine Straaler videre og stærkere om; man sporede det i det voxende Lys over Himmel og Jord, og de høje Skyer syntes varmere i deres Gløden. Men Taagen hævede sig ogsaa og dækkede stedse videre over Øst med sit Slør. Ane rejste sig paa Knæ, foldede Hænderne fast i sit Skjød, saa Knoerne traadte stærkt frem, og vendte ikke Øjet fra de høje Skyer. Den lille, røde Hue dækkede kun Haarets øverste Knude, men lod det glatte Forhaar og de bløde, sorte Krøller i den smukt formede Nakke fri. Barmen bølgede heftigt op og ned, som vilde den sprænge den tætsluttende, kortærmede Trøje, der lod den smukke Figur træde tydelig frem og bredte sine korte Skøder ned over de blødt rundede Hofter. Det grønne Hvergarnsskjørt faldt i rige Folder ned over de bøjede Ben og hen ad Jorden, men lod de nøgne Fødder fri. Enkelte Blodsdraaber faldt fra den saarede Fod ned paa et Vejbredblad og dannede som en frisk Rose paa det. Det var et vakkert Billede; men det hele forsvandt for Tanken, naa man saa paa hendes Ansigt. Smukt udstrakt vendte Halsen det mod det høje; Øjnene stirrede paa de øverste Skyer, som saa lige gjennem disse ind i selve Himmelen, og hele Aasynets Præg var, som viste Livets Hemmelighed sig for hende ved en hellig, alvorlig, men fuldklar Aabenbaring. Med det Aasyn kunde hun være et værdigt Forbillede for en Pythia, ja for en Marie, der hører Begyndelsen af Englens Budskab og nu vil til at spørge: ,,Hvorledes skal dette ske?”
Men Marieglæden fulgte ikke den Aabenbaring, hun troede at finde i det høje. De øverste Skyers begyndende røde Skjær gik over i mørkviolet, og solglansen udeblev helt. Snart laa de kun som en tung, blygraa, skjoldet Masse hen over den højeste Himmelflage.
Taagen var steget stedse stærkere og tættere over Møn i Øst; den havde sejret. Eller var der en anden Aarsag til, at just de høje Skyer blev mørke? Thi de lavere, de tætte Uldskyer i Nord og Syd stode hvidskinnende i fuld Solglans.
Smærte traadte frem i Aasynet, Øjnene blev duggede, og som i Fortvivlelse bøjede Halsen sig og sænkede Hovedet mod den bølgende Barm, medens Øjenlaagene lukkede sig, og et Par klare Perler dirrede paa Spidsen af de lange, sorte Øjenhaar.
_____________________________________
Stort tak til Ejler Svan for at have udlånt bogen, så den kan komme til fleres bekendtskab.
HEA |